En hyggelig lørdags tur i Nordsjælland, bød på 2 gode og spændende kræmmerbesøg. Vi stoppede første gang i Blistrup ved Græsted og gik på opdagelse i den store loppehal, som bød på masser af minder fra gamle dage. Faldt over utallige genstande som stod i mit barndomshjem og nød turen ned af memory lane. Det var en kold og fugtig morgen og der var masser af andre besøgende. Der er masser af gamle og fine møbler, krukker, potter, pander osv. Så absolut noget for enhver smag.

Vi endte op med nogle småting og var enige om at vi helt sikkert ville slå vejen forbi en anden gang.

Vi kørte derfra mod Gilleleje og endte op i Loppegården på Helsingevej, som også havde masser af fine antikviteter bl.a. en umådelig flot Ford fra 20érne, men 78.000 havde vi ikke lige på lommen.

Der blev naturligvis budt på kage og kaffe og småkager til de små. Der var flotte møbler og andre interessante genstande i den ombyggede bygning, som helt sikkert også kræver en nærmere inspektion senere på året.

Vi købte igen nogle småting og drog hjemad. På vejen snakkede vi livligt om den hyggelige dag og de spændende og nye markeder vi havde besøgt.